Jeg har med dette indlæg beskrevet alle mine aner til og med tip-oldeforældrene (+ en enkelt tip-tip), så det er efterhånden blevet en pæn samling kortere biografier af de første 4 generationer, som alle har en lille andel i at jeg er blevet som jeg er.
Maren, som er en af mine tipoldemødre på min mors side, blev født i Hvorup midt om vinteren i januar 1823.
I Hvorup sogn boede der omkring 330 personer, hvoraf ca 100 var børn under konfirmationsalderen, så ud over sine søskende, har hun under sin opvækst haft mange kammerater at lege med, når hun ikke lige havde pligter i hjemmet. Da hun i påsken 1837 blev konfirmeret var hendes mor lige død et par måneder i forvejen. Hendes far, Morten, blev hurtigt gift igen, idet han i december samme år giftede sig med Mariane Jensdatter. Hun døde dog allerede 2 år senere, og så var Maren igen uden ”mor”, men hendes far var igen ikke længe om at finde en ny hustru. Der gik kun et år, så i slutningen af 1840 fik hun igen en ny stedmor, Louise, og med hende fik hun også, efter et par år, en ny lillesøster, men nu var Maren jo blevet 19 år, så det var ikke just en legekammerat hun fik.
Så er der lige et tidspunkt her, ved 1845-folketællingen, hvor jeg ikke har styr på hende. Hun bor ikke hjemme og kan heller ikke findes i hele resten af Kær herred.
Men i foråret 1846 bliver hun gift i Hvorup med den 5 år ældre lokale Niels Christensen. På et tidspunkt overtager de gården Kragelund/Koldkærgård, som ligger i Smalby, 500 m nordøst for kirken.
I ægteskabet kom der 7 børn, hvoraf 3 døde i en tidlig alder. Omkring 1866-67 bytter Niels og Maren gården væk og overtager i stedet Hvorup Mølle. Niels fortryder dog bitterligt dette bytte og tager livet af sig selv inden han nogensinde kommer til at bo i Møllen. Det var i 1867, og da Maren og børnene flytter ind i Møllen, bliver hun nødt til at ansætte en møllersvend til at drive den. Egentlig var det, ifølge sædvane, sønnen Morten, der skulle hjælpe eller overtage ejendommen, men ved faderens død var han tjenestekarl hos sin farbror Jens Kudsk og skulle, som 19-årig snart ind som soldat. Da han havde overstået sin soldatertid og var blevet gift overtog han den i 1877.
Her skal lige indskydes, at i 1872, var Maren, i en alder af ca. 50 år, klar til at gifte sig på ny med den 27-årige Mads Christian Pedersen fra Biersted.
Kan det tænkes, at Mads har været ansat til at hjælpe med mølleriet? Han var i hvert fald tjenestekarl på Lindholm Mølle i 1870. En nærliggende tanke……ik?
Men, uvist af hvilke årsager, så blev brylluppet ikke til noget. Som der står i kirkebogen: ” Lyst 1ste Gang 1/9 72. Inden 3die Gangs Lysning blev Forbindelsen hævet”. Om det var Maren eller Mads, der fik kolde fødder, får vi nok aldrig at vide, men efter den oplevelse var Maren aldrig på ægteskabsmarkedet igen.
Da den nygifte søn Morten, sammen med sin hustru, nu var flyttet ind i Møllen, gik Maren på aftægt og rykkede ind i det lille hus der lå lige nord for Møllen. Her boede hun så i ”Bedstes Hus” resten af sine dage.
Men hun var jo kun midt i 50’erne, og hun har helt sikker hjulpet rigtigt meget med arbejdet og husholdningen på Møllegården, så længe hun har kunnet klare det.
I foråret 1899, skulle Maren så opleve, at to af Mortens sønner, hendes børnebørn, sagde farvel og rejste til Amerika, for at prøve lykken derovre. Hun så dem aldrig mere, men måtte opleve den store sorg, 5 år senere, at få at vide, at den ene, Marius, var død af lungebetændelse i det fjerne land.
Umiddelbart før hun havde fået denne kedelige meddelelse i foråret 1904, var hendes datter Jensine, sammen med sin mand og 5 børn mellem 10 og 24 år, også emigreret til Amerika. Det har uden tvivl været årsag til mange bekymrede samtaler om aftenen i Møllen.
Men Maren, var en sej kvinde, som blev meget gammel. Hun døde først i det tidlige forår 1915, 92 år gammel, mens hun var på besøg hos sin sønnesøn, Anders i Øster Halne ved Vadum. Her havde hun den store glæde, at se og holde sit første oldebarn, den 11 måneder gamle Morten. Og der efter var hun klar over, at hun ikke havde lang tid tilbage, og det fik hun ret i, da hun døde ganske få dage senere, og blev begravet i familiegravstedet på Hvorup kirkegård.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar