Sider

torsdag den 25. februar 2021

Johannes Kaiser (1816-1859)

Dette er så min farfars farmors far, og nu er vi eksotisk langt nede i Tyskland, i Kurhessen, syd for Kassel, som området dengang hed.

Kirken i Lenderscheid, som også lå der i 1816,
da Johannes blev døbt.
Vejen var dog ikke asfalteret dengang.
Johannes Kaiser er født 3, juni 1916 i den hyggelige lille landsby Lenderscheid i Hessen, Tyskland.

 Da han bliver gift omkring 1839 med Anna Margretha Konstantin er det ganske givet i Oberaula, hvor Anna Margretha er født og bor og kun få km fra hans hjemby. Her ved brylluppet er parret allerede blevet forældrer til en pige, Elisabeth, som med tiden vil blive min tipoldemor.

Gennem de næste 18-19 år får de en stor børneflok med i alt fire drenge og fire piger. Tre af dem dør som ganske unge. Så ud over min tipoldemor er der Johan George, Wilhelm Ferdinand, Gertrude og Maria, alle med Kaiser-navnet, som vokser op og fører slægten videre. Det ville være spændende hvis jeg kunne komme i kontakt med nogle af deres efterkommere.

 

I foråret 1857 har deres første pige, Elisabeth, pakket sin rejsetaske og er udvandret til det nordlige Danmark, hvor hun bliver gift og får en masse efterkommere, hvoraf en del er udvandret videre til Amerika.

 

Kun et halvt år efter den sidste i børneflokken bliver født, dør Johannes, den 2. juli 1859 i Ottrau, kun 43 år gammel. Ottrau ligger også lige i nærheden af hans fødeby, så det er ikke meget af verden han har set i sit liv.

Hans kone, Anna Margretha dør kun fire år efter i foråret 1863, så der er nogle børn der skal sættes i pleje.


Det er desværre ikke så meget jeg ved om ham, og jeg vil være ekstremt glad for at få mere at vide om ham og hans familie.


Her langt nede i Tyskland blev Johannes født.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar