Sider

torsdag den 18. februar 2021

En frygtelig historie - Oline Martine Try (1881-1923)

Denne historie, har tidligere i min del af familien, været meget tys tys

Oline i midten af 30'erne
Oline Martine Try (også kaldet Oline Martine Olsen ) er født 18. februar 1881 i Vestergaard, Try ved Dronninglund. Hendes forældre er Christen Martinus Nielsen og Mette Kirstine Olesdatter. Desværre er forældrene ikke gift, men det er sådan set ikke ualmindelig på den tid.

I kirkebogen er der ikke angivet en far, men der er ingen tvivl om, at det er Christen der har været sammen med Mette og dermed er far til Oline. Christen nægtede bestemt at være faderen. 

Inden fødslen er Christen imidlertid gået hen og blevet godt og grundig forelsket i en anden pige fra Try, nemlig Ane Cathrine Christensen.

Her efter er der i familiesnakken divergerende opfattelse af historien.

Olines dåbskyse

- En opfattelse er, at Ane Cathrines familie ikke er meget for at hun skal giftes med Christen, der, som skrædder, sandsynligvis vil have problemer med at brødføde sin familie

- En anden opfattelse er, at det er Christen’s familie der ikke mener, at Ane Cathrine vil være et passende parti for ham.

 

De to unge – altså Christen og Ane Cathrine - er dog så stærke i deres forelskelse, at de begynder, at lægge nye planer. Og med den modstand, der er fra den ene eller anden familie, eller måske begge, føler de, at det bedste vil være, at de emigrerer til USA, hvor de har hørt der er uanede muligheder. Og det gør de så en måned efter at Oline er blevet født. Ankommet til USA bliver de gift en uge efter.

Hjemme i Danmark forsøger moren, Mette, der er døv og lettere handikappet, at få myndighedernes hjælp til at få børnepenge fra Christen, men det lykkes aldrig.  På trods af flere officielle breve fra Dronninglund til Amerika, hørte de aldrig fra Christen, og fik altså heller ingen penge.

Olines tørklæde
Oline vokser altså op med en enlig mor og hendes forældre. Det tyder dog på at familien og Oline klarer sig ok. 

Men hun har åbenbart ikke lært af moderens fejltrin, for i slutningen af august 1900 føder Oline en dreng uden at være gift. Hun har dog mere styr på drengens far, ølhandler Frederik Christian Frederiksen, som hun gifter sig med et par måneder senere, 23. november 1900 i Dronninglund Kirke.

 I løbet af de næste tolv år får de yderligere fire drenge. De er nu flyttet til Brønderslev og i 1916 flytter de til Tranum i Han Herred mellem Brovst og Fjerritslev, hvor de forpagter og senere køber, Bækgården. 

Olines mor, Mette, der ikke bliver gift, dør som 68-årig i 1915.

Olines lågkiste

 

Oline bliver ikke gammel. Hun dør allerede som 42-årig i april 1923 og bliver begravet på Tranum kirkegård. Hendes mand Frederik, bliver 80 år og dør i 1953 og bliver begravet ved siden af sin kone.


Oline når ikke at se sine børnebørn, men der er en stor Frederiksen-slægt efter hende. 

Olines (Martine) gravsten på Tranum kirkegård


- - - - - o O o - - - - - 

Skulle du have flere billeder, rettelser eller flere oplysninger om Oline og hendes familie, vil jeg meget gerne høre fra dig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar