Sider

torsdag den 4. februar 2021

Bryllupsdag

 I dag, 4. februar er det mine forældres 70 års bryllupsdag, eller jernbryllup, som det kaldes. Som bekendt er det desværre ca. 11 og 12 år siden de døde. 

 I foråret 1940, lige før Tyskland okkuperede Danmark og overtog Aalborg Lufthavn, flyttede min mor Katrine som 9-årig, sammen med familien fra den lille landsby, Hvorup til Lindholm lige i udkanten af Nørresundby og Aalborg.

Min far, Bent er, også under krigen, med familien flyttet fra Øster Hassing til Lindholm, først til Højvangsvej, og i 1947 til Thistedvej. Da var han 20 år.


Det er her, efter Bent havde været soldat i Værløse ved København, at de to omkring 1949 begynder at ses. De boede kun 100 meter fra hinanden. og i sommeren 1950 har de set hinanden så meget, at Katrine er blevet gravid. Det har de selvfølgelig talt en hel del om i løbet af efteråret og det ender med at de kort efter Katrines 20 års fødselsdag i midten af januar går til præsten i Lindholm og beder om at blive gift.

Brylluppet står i Lindholm Kirke søndag den 4. februar 1951, kun en måned før de bliver stolte forældre til en pragtfuld dreng. 

På dette tidspunkt arbejder Katrine som sortereske på C W Obels Tobaksfabrik i Aalborg og Bent er ansat som læderarbejder og tilskærer hos Poul Jensen & Søn Portefølgefabrik i Hasseris.

De bor til at begynde med på førstesalen hos Bents forældre Thistedvej 29 i Lindholm. Efter få år flytter de til en lille lejlighed hos Katrines forældre i Thistedvej 45 og et par år senere gør de sig helt fri af forældrene og flytter ind i Thistedvej 51, så begyndelsen af deres ægteskab foregik lige i den umiddelbare nærhed af begge par forældre. Efter fem år her har de samlet penge nok sammen til at kunne flytte i eget hus lidt længere væk, men dog stadig i Lindholm.

Desværre bliver det ikke til nogen fejring af deres bryllupsdag, her hvor Bent ville have været 94 år og Katrine 90 år.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar