Sider

torsdag den 13. februar 2014

Marius Olenius Pedersen (1902-1980)

Marius blev født på Store Fældens Mark ved Dronninglund i 1902, som 6. barn ud af en flok på 11 børn i alt. Barndommen kendes ikke meget til, ud over at han på et tidspunkt tjente på Store Rævdal ved Dronninglund. Han kom i lære hos Læderhandler Jens Lehm i Dronninglund og i 1925 blev han gift med Margrethe Jensen fra Pulsen i Voer sogn.  De flyttede ind hos familien Høeg i Nørregade i Dronninglund. Han havde i 1924 fået næringsbrev som ”Høker” og ernærede sig som træhandler. Sønnen Bent blev født et år efter brylluppet og efter 4 år kom så Lilly.
I 1932 flyttede den lille familie til Øster Hassing, tæt på kirken, hvor de 2 yngste børn, Ørvin og Jørn, blev født. I Øster Hassing udvidede han beskæftigelsen, så han ikke kun fabrikerede træsko, men også tog cykler ind til reparation.
Verdenskrigen var kommet til Danmark og han fik arbejde hos entreprenør Søren Nygaard ved udvidelsen af lufthavnen og havde en sideindtægt ved at fremstille og sælge træsko og træskostøvler, som solgtes til arbejderne på lufthavnen.
Der var lang vej fra Øster Hassing til lufthavnen, og derfor flyttede familien i 1942 til Højvangsvej 3 i Lindholm ved Nørresundby. Han sluttede på lufthavnen og blev ansat hos Garver Klitgaard i Nørresundby, hvor trangen til at nedsætte sig som selvstændig voksede.
Ved slutningen af krigen i 1945 flyttede familien til Thistedvej 29, hvor han opfyldte drømmen og blev selvstændig træsko- og læderhandler. Den gode håndlavede kvalitet i træsko, træskostøvler og lædermapper skaffede mange kunder. 
Da hans far døde i slutningen af 1945 og moren Ane Mathilde fik brug for hjælp, fik hun en stue i Marius’ og Margrethes hjem. Det bevirkede at de mange søskende og deres familier ofte kom på besøg.  I begyndelsen af 1950’erne flyttede de til Kronprinsens Alle 13 i Nørresundby og den trofaste kundeskare fulgte med. ”Bedste” fulgte også med og hun boede her til sin død i 1955. De flyttede nu til Vestergade 79, også i Nørresundby, ikke langt fra deres forrige bopæl på Thistedvej.
Ud over arbejdet på værkstedet blev der også tid til familielivet, og han nødt at være sammen med børnene og ikke mindst med de efterhånden 6 børnebørn, som altid var velforsynet med træsko, træskostøvler og skoletasker af fineste kvalitet. Han havde også en stor have med drivhus og havebassin med guldfisk, som han passede med stor iver og glæde.
I 1974 lod han sig som 72-årig pensionere og nu flyttede han og Margrethe til Ejnar Mikkelsens Vej 5 i Brønderslev, for at være nærmere på datteren Lilly.
Haven blev også passet her, bl.a. med ivrig dyrkning af asparges, men allerede i 1976 blev det for hårdt for ham, så Marius og Margrethe flyttede tilbage til Lindholm i Strubjerg 69, hvor han døde fredeligt i 1980, efter et langt, slidsomt, men også rigtig lykkeligt liv.
Hele sit liv var Marius et dybt kristent menneske, der i mange år var medarbejder ved søndagsskolerne i både Dronninglund, Øster Hassing og Lindholm.

Marius var min farfar.

Se mere til Marius' familie her. 

1 kommentar:

  1. Jeg har som barn besøgt Marius og Margrethe (sammen med min farmor Helga) i træskoværkstedet på vestergade. Jeg husker tydeligt guldfiskedammen. Jeg tror enten min farmor eller farfar var søster/bror til Marius. Troldet var min farmor. Jeg er netop faldet over din blog og der er flere fælles slægtninge, fx både Jacob og Elisabeth kaiser. Spændende læsning.

    SvarSlet