Sider

torsdag den 16. januar 2014

Kathrine Pedersen (Nielsen) (1931-2008)


Kathrine 17 år
Kathrine blev født i Hvorup Møllegård 15. januar 1931. Hun tilbragte sine første 9 år i de landlige omgivelser omkring Hvorup Mølle. I begyndelsen af 1940 flyttede familien, kort før 2. Verdenskrigs udbrud, ind til Lindholm på Thistedvej 45. 1½ måned før krigen sluttede i 1945 blev Kathrine konfirmeret i Lindholm Kirke.
Engang i 1947 flyttede en familie Pedersen ind i Thistedvej 29, lidt længere inde af vejen. Og det var jo nok her i lokalsamfundet, deres den ældste søn, Bent, og Kathrine mødte hinanden og som resulterede i, at engang i sensommeren 1950 fandt Kathrine ud af, at hun var gravid. I begyndelsen af februar 1951 blev de gift og en måned senere fødte hun sit og Bents første barn, Flemming.
Kathrine havde i et par år haft arbejde på C W Obels Tobaksfabrik i Aalborg som sortereske. Det var her hun begyndte at ryge, både fordi det var ”meget normalt” og ”smart” på den tid, men også fordi der var let adgang til cigaretterne. Det var en vane, som, på frygtligste vis, kom til at påvirke hende meget senere i livet.
Efter få år fulgte 2 fødsler mere, men, på grund af blodtypers uforenelighed, døde de to piger umiddelbart efter fødslen. Det var noget der tog meget hårdt på Kathrine.
Hun fik arbejde på Standard Sækkefabrikken i Nørre Uttrup, hvor hun blev tillidskvinde, og deltog i mange møder og mæglinger. Hun var også på studietur til EF i Bruxelles. En tur hun talte meget om. Ellers var hun ikke meget for at komme bort fra hjemegnen. De næste 35 år boede de i Lindholm, de flyttede 5 gange i perioden, hver gang til et større og bedre hjem.
Kathrine 76 år
I 1986, hvor Bent var gået på efterløn, og Kathrine var stoppet på arbejdsmarkedet, flyttede de til Hals, hvor de også havde et sommerhus. Dette blev dog solgt da de købte parcelhus. Det var nok mest Bents ønske at bo her, tæt på havnen hvorfra han kunne dyrke fiskeri. Kathrine faldt aldrig rigtig til i Hals. Der var for stille i den lille by og hun fandt aldrig rigtig nogle venner at komme sammen med. Til sidst blev det for meget for hende, hvilket Bent også kunne se, så, i 1995, flyttede de tilbage til Lindholm, denne gang i en ejerlejlighed i Strubjerg. Et stort boligområde, som de havde set opstå i slutningen af 1960’erne og 1970’erne, mens de boede i nærheden. Her kunne Kathrine bedre falde til og hun fik hurtigt en stor bekendtskabskreds.
Kathrine var et hjemmemenneske, som gik meget op i at hjemmet var pænt, rent og præsentabelt.
Hun tillagde sig også mange interesser og færdigheder. Ud over strikning, hækling og syning af tøj til hele familien, tog hun aftenskolekurser og tilegnede sig porcelænsmaling, knipling m.m.
Det kom der mange smukke ting ud af.


Sine sidste 10 år, efter hende og Bent var flyttet tilbage til Lindholm, havde hun det ikke godt. Hendes mange år som storforbruger af cigaretter, begyndte, sammen med astmaen, at tære på hende. Til sidst blev det for meget for hendes krop og hjerte, og hun døde, som 77-årig, svært angrebet af KOL-lunger 23. april 2008.


Læs om hendes mor her
Læs om hendes brylluosdag her


Ingen kommentarer:

Send en kommentar