Sider

mandag den 30. juni 2014

Ane Marie Pedersdatter (1807-1866)

Dette bliver et meget kort indlæg om min farmors farmor, altså endnu en af mine tipoldeforældre.

I foråret 1807 blev Ane Marie født som det næstsidste barn ud af 10 på en gård i den lille landsby Stae ca 10 km øst for Nørresundby  Her boede hun under hele opvæksten indtil hun blev gift, som 22 årig. Måske har hun været ude og tjene på andre gårde i nærheden. 

Efter giftermålet med Jens Poulsen, i 1828 flyttede de ind i hans hjem i Vester Hassing.

Her boede og arbejdede de over 30 år, hvor de i mange år havde svigerfaderen på aftægt. Da de selv var klar til at gå på aftægt, efter 1860, flyttede de ind hos deres datter, Johanne Kirstine, og hendes mand på gården Østerhald, hvor Ane Marie døde allerede som 60-årig i 1866.

Det var ikke så meget, men hvis der er nogen der kender mere til hendes liv og levned, så vil jeg være taknemmelig for en besked.


Stae, hvor Ane Marie er født.

tirsdag den 24. juni 2014

Peder Mikkelsen (1814-1887)

Her på denne dag, 6 måneder før juleaften, omhandler mit indlæg en tipolde mere. Nemlig min morfars morfar.

Peder blev født i begyndelsen af sommeren 1814 ind i en børneflok der efterhånden blev til 4 piger og 2 drenge. Det var lige efter slutningen af Englandskrigen og Norge var blevet løsrevet fra Danmark.

I 1834 var han tjenestekarl hos den nærboende gårdmand Thomas Hansen, mens han 6 år senere i 1840 var rykket ind til Nørresundby, først som avlskarl, hos avlsbruger  og gæstgiver Holst og 5 år senere var han hos færgeejer Møller. Mon han har roet færge mellem Nørresundby og Aalborg?

Der inde i byen mødte han så Maren Nielsdatter, som kom fra Nees helt ude ved Nissum Fjord i Vestjylland.  Hun boede og tjente hos lærer Grønlund, der var gift med Marens faster. Peder og Maren holdt forårsbryllup i 1848 og købte en gård inde i Nørresundby.
Det var dog ikke længe de boede her, for allerede i 1850 er de flyttet til Hvorup. Her havde de bygget en helt ny gård på bakkeskråningen nord for kirken og lige op til Hvorup Mose. Der var gang i Peder, så han havde forud opført eget teglværk, og gården, Byrisgård, var bygget af sten han selv havde lavet. Gården lå meget ensomt der ude, men den lå tæt på markerne, og det var der efterhånden mange der fandt ud, var fordelagtigt, så i løbet af få år lå der 7 gårde på rad der ude.
Selv om Maren var 31 år ved brylluppet fik de 8 børn, og af dem var der 6 der blev voksne og førte en stor slægt videre.

Peder og Maren blev boende på Byrisgård hele livet. Peder døde 73 år gammel i 1887.

Har nogen svar på disse spørgsmål, som jeg kommer til at tænke på når jeg arbejder med Peder Mikkelsen:

  • Hvordan mærkede familien og omegnens beboere Englandskrigen og afslutningen af den?
  • Hvilken betydning fik det for egnens beboere at Norge blev løsrevet?
  • Mon Peder og hans søskende har fået mere undervisning end de øvrige børn?
  • Hvordan kunne den nystiftede familie få råd til at opføre en helt ny og stor gård?


Skolen i Nørre Uttrup, hvor Peder blev født

tirsdag den 17. juni 2014

Ane Mathilde (Nielsen) Pedersen (1868-1955)

Denne gang er de en oldemor på min fædrende side, min farfars mor. Når man ser på billedet af hende får man indtryk af en rar og blid kvinde. Ik?

Ane Mathilde, lidt oppe i årene 
Ane Mathilde blev født en skøn forårsdag i 1868 i Lille Fælden, Ørsø, øst for Dronninglund. Hun var en af de sidste i en stor børneflok på 10. Der var ganske vist et par af børnene der var døde som spæd. Der iblandt en pige der havde samme navn og blev født 3 år tidligere. Hun blev dog kun godt et år før hun døde, så man kan sige, at det var genbrug af navnet og så var forældrene jo fri for at finde på et nyt. Det blev de dog nødt til, da der kom to piger mere efter Ane Mathilde.
Der har åbenbart været lidt af en rebel i hende, for ved hendes konfirmation i 1882 blev det kun til et ”godt” for opførsel. Alle de øvrige ved den konfirmation fik mindst ”meget godt”. Det kan være hun har lært lidt af sin storebror, Christen. Året før var han nemlig udvandret til USA sammen med Ane Cathrine, som han ville giftes med, hvilket ikke var populært i familien. Familien så hellere, at han giftede sig med Mette, som han også fik et barn med umiddelbart før han tog af sted til USA. Stor skandale.
Muligvis har hun været ude og tjene i Vester Milholt, men i hvert fald blev hun i 1891 gift med tjenestekarlen Jacob Christian Pedersen, som angives at tjene i Sønder Tranders ved Aalborg. Året før tjente han i Søraa. De var ikke klar over det, men de blev mine oldeforældre, og de fik en børneflok på ikke mindre end 11 børn, heraf 2 piger.
De har sikker boet i Dronninglund-området det meste af deres liv. Ved folketællingen i 1921 boede de i hvert fald i Store Fælden ved Ørsø.
Da hun blev enke i 1945, flyttede hun ind hos sønnen, Marius, og boede hos ham og hans familie, på skiftende adresser, resten af sit liv. Ane døde 87 år gammel i 1955 i Nørresundby og blev begravet på Dronninglund kirkegård.

Kan nogen hjælpe mig med flere oplysninger om hende:

  • Hvad lavede hun og hvor boede hun før hun blev gift? Hvor tjente hun henne?
  • Noget mere om hvor hun boede efter giftermålet?
  • Hvordan indretter man sig med 11 børn?
  • Findes der flere billeder af hende - evt som yngre?



tirsdag den 10. juni 2014

Jacob Christian Pedersen "den ældre" (1833-1870)

I denne uge er jeg tilbage til min fars side af familien. Igen en af mine tipoldeforældre, nemlig min farfars farfar. Ligesom hans søn, der blev min oldefar og som har været portrætteret her på bloggen, hed han Jacob Christian Pedersen.

Jacob Christian (JC) blev født som nummer 4 i børneflokken, i efteråret 1833 i Rosenby, en mindre bebyggelse vest for Dronninglund. Selv om han var svag ved fødslen og det så ud til at han ikke ville klare det og derfor måtte hjemmdøbes efter godt en uge, så må han have været en hårdfør lille gut, for han var den eneste af de fem børn, der nåede konfirmationsalderen. 

Han kom til at flytte temmelig meget omkring i sit korte liv. Den første halve snes år af sit liv flyttede familien, først til Try Hede og senere til Bolle – ikke langt omkring, men alligevel. I 1853-1855 tjente han på Solholt i Skæve, dernæst et års tid på Burholt i Øster Brønderslev sogn.
Så blev det Klitgård i Dronninglund og Ulsted, hvert sted 1 års tid. Fra Ulsted blev det igen til Bolle i Dronninglund i efteråret 1858. Det var nok nødvendigt, for hans far, Peder Christensen, var død året i forvejen, så han har givet skulle hjælpe sin mor med at passe huset i Bollegade.

I Ulsted havde han mødt den lille Elisabeth Kaiser, der i april 1857, som 19-årig, var kommet fra Ottrau i Kurhessen, Tyskland. Det var åbenbart blevet til en stormende forelskelse, for allerede i 1859 var der forårsbryllup i Ulsted Kirke. Spændende hvor meget dansk Elisabeth mon havde tilegnet sig på dette tidspunkt? 

JC og Elisabeth bor i hvert fald i 1860 hos hans mor. Han ernærer sig nu som daglejer. Og så begynder børnene ellers at komme, 2 piger og 3 drenge frem til 1870.

Men han er ikke færdig med at fare rundt. I efteråret 1864 bliver han og Elisabeth indsiddere i Pulsgårdene ved Voergård. Det varer dog kun et år for 1865 rejser de syd for Limfjorden til Klarupgård hvor de bliver arbejdsfolk. Her fødes også en af deres drenge (Jacob Christian).Efter 2 år her er det igen tid til opbrud. 
JC bliver møllerkarl i Restrup mølle, der er en vandmølle  (det er endnu uklart om Elisabeth er med her, eller hun tager tilbage til Bolle i Dronninglund – Ingen børn i denne periode). 
1½ år senere, i foråret 1869 er JC tilbage i Bolle.

Allerede ved udgangen af året efter, i 1870, dør JC i en alder af 37 år, sandsynligvis ved et uheld.

Spændende spørgsmål der skal efterforskes. Hjælp modtages gerne:
  • Han døde temmelig ung. Hvor finder jeg noget om hans død, hvis der er tale om et ulykkestilfælde?
  • Hvordan var familielivet i midten af 1800-tallet, i en halv "indvandrerfamilie"?
  • Hvordan blev Jacob Christian's kone fra Kurhessen behandlet af egnens beboere under 1864-krigen?
  • Var Elisabeth med da han var møllerkarl i Restrup?
  • Hvordan foregik transporten fra sted til sted på dette tidspunkt? Da han var ung og skulle ud og tjene, bl.a. i Skæve og Burholt, gik han da den lange vej, eller blev han kørt på hestevogn?

Rosenby


Klarupgård


Restrup Mølle

tirsdag den 3. juni 2014

Maren Nielsdatter (1817-1894)

Så er jeg nået til min morfars mormor, altså en af mine tip-oldemødre.

I højsommeren 1817 blev Maren født, som den første i en børneflok på 8, næsten helt ude på den jyske vestkyst på Nørre Nørgård i det fattige Nees sogn tæt ved Nissum Fjord.
Ved konfirmationen i 1832 var hun ”meget god” i både kundskab og opførsel.
Hvad årsagen var vides ikke, men den 29. maj 1839 flyttede hun til Nørresundby, til hendes faster Johanne og hendes mand lærer Grønlund. Ved afrejsen fra sognet skrev præsten i kirkebogen: ” Hun forlod Menigheden med godt Skudsmaal for Lærdom og Levned ” og det var jo en dejlig anbefaling at få med på rejsen. Skulle hun rejse fordi der var for mange børn på gården?  Havde forældrene svært ved at brødføde den store børneflok? Kunne hun ikke finde en ægtemand i det vestjyske?  

Det må have været en stor omvæltning for hende, at komme fra det øde og tyndtbefolkede klit- og hedeland til ”storbyen” Nørresundby med den endnu større Aalborg lige på den anden side af Limfjorden. Da Pontonbroen over Limfjorden endnu ikke er etableret, foregår al trafik mellem de to byer med rofærger.

Hendes plejefar, lærer Grønlund dør i 1843, og hun og hendes faster bor nu alene sammen i huset.

Det har nok været omkring denne tid, at hun har fået øje på skoleholderens søn fra Nørre Uttrup, Peder Mikkelsen, og de begynder at se mere og mere til hinanden. Det er muligt, at Peders far og Grønlund, i kraft af deres lærergerning, har kendt hinanden og måske der igennem, har befordret forbindelsen mellem Maren og Peder. I hvert fald bliver de gift i 1848 og umiddelbart efter opfører de en helt ny stor gård, Byrisgård, bag kirken i Hvorup. De flytter derud, og hendes faster, Ane Johanne, flytter med, og bor hos dem, de sidste år hun lever. 
På et tidspunkt før 1860 kommer Marens far Niels Pedersen også fra Nees og får bolig hos dem i Hvorup. Han dør på gården i 1866.

Maren var 31 år ved brylluppet, men på trods af den relativt høje alder, fik de 8 børn indtil hun blev 44 år

Peder og Maren blev boende på Byrisgård hele livet. Maren var 69 år, da hun i 1887 blev enke ved Peders død. Nogle få år senere overlader hun den store gård til hendes yngste datter  og svigersøn. Hun blev boende hos dem de sidste få år af sit liv. Hun døde dagen før nytårsaften 1894 i en alder af 77 år

Kom gerne med svar på disse spørgsmål:
  • Hvad er der sket i hendes familie, da hendes far, Niels Pedersen i 1850'erne også flytter fra Vestjylland og ind til Maren og hendes mand, mens hendes mor Mariane Madsdatter bliver boende i Nees?
  • Har hun forbindelse tilbage til Nees til hendes mor og hendes søskende?
  • Hvordan har livet foregået på Byrisgård?
  • Findes der ældre billeder af Byrisgård i Hvorup?