Sider

torsdag den 23. december 2021

Leanous Andrew Beck (1891-1969)

Leanous er født dagen før juleaften 1891 i Clifton, Illinois, der ligger ca 100 kilometer syd for Chicago (Hvordan har hans forældre dog fundet på det navn?). Han bliver altså 130 år i dag. 
Hans far Jens Martin, der er min oldemors bror, er født i Aistrup nord for Nørresundby. I 1881 emigrerer Jens Martin, som 15-årig, sammen med sin fire år ældre storebror, til Amerika og slår sig ned i Clifton. Han bliver seks år senere gift med Johanne Marie Sørensen fra Børglum.

Jeg kender ikke noget til Leanous’ tidligste barndom, men i begyndelsen af 1900-tallet flytter familien til Pipestone County i Minnesota, hvor han er angivet som tjenestekarl på sin fars gård.

I december 1914 bliver han gift i Woodstock, Minnesota, med Mabel Anderson fra Iowa. Efter brylluppet flytter de nygifte til hans kones hjemegn i Sioux City i Iowa. Her bliver han ansat som slagter op gennem 1920-erne og parret får sønnen Harold i 1919.

I 1927 dør hans far og derfor flytter hans mor, Johanne, fra Minnesota til Iowa og bor hos ham. To år senere i efteråret 1929 har han så den store sorg at miste sin hustru, Mabel, kun 34 år gammel.

Han uddanner sig nu til mejerist og specialiserer sig i at producere smør. Efter nogle få år gifter han sig i starten af 1935, med Lelah Norma Small, der er født i Wisconsin. Det bliver dog et meget kort ægteskab, for Lelah dør 40 år gammel lige før julen 1937. Der går nu nogle år hvor han lever alene som enkemand. 

I løbet af sin tid i Sioux City bor han seks forskellige steder i byen.

Året 1950 er lige begyndt, da en ny tragedie rammer Leanous’ familie. Hans søn, Harold, bliver dræbt i en trafikulykke under en snestorm. Han er lige vendt hjem fra militærtjenesten, har overlevet deltagelsen i Anden Verdenskrig og er kun 31 år. Da Harold, der i øvrigt altid bliver kaldt Bill, er enebarn, uddør denne gren af familien med ham.

Men livet skal gå videre og i 1952 gifter Leanous sig for tredje gang. Denne gang med Maude Pearl Hence, der er født i Atlanta, Missouri.

For at nyde deres otium flytter de to, omkring 1960, til New Port Richey på Floridas vestkyst 100 kilometer fra Orlando.

Men ulykkerne flytter åbenbart med til Florida. I midten af januar 1963 går der under madlavning ild i noget stegefedt i panden på komfuret og i forsøget på at slukke ilden, bliver Leanous’ hustru Maude, slemt forbrændt, hvorefter Leanous kører hende til skadestuen. I mellemtiden spreder branden sig og brandvæsnet bliver tilkaldt. De når heldigvis at få slukket branden så kun køkkenet og noget af loftsetagen bliver skadet. Tragisk nok omkom naboen i sit forsøg på at hjælpe med at slukke branden.

Leanous dør i sommeren 1969 og hans kone, Maude, syv år efter. 

søndag den 19. december 2021

Christen Nielsen (1848-1865)

 I dag er det min oldefars bror, Christens 175 års fødselsdag.

Christen får ikke et langt liv. Han kommer til verden lige før jul 1846 på gården Kragelund i Hvorup, som første barn af Niels Christensen og Maren Mortensdatter. Men han er syg og meget svag ved fødslen, så han bliver døbt i hjemmet dagen efter fødslen. Han klarer sig dog igennem krisen og hans dåb bliver publiceret i Hvorup kirke 14. februar 1847.

I årene efter sin fødsel får han en ny søster eller bror hver andet år indtil de er 7 børn i familien.

Efter hans konfirmation 2. søndag efter påsken i 1861 hjælper han selvfølgelig på gården, men kun få år senere dør han i hjemmet i november 1865 kun 2½ uge efter hans lillesøster, Karens død.

Han er næsten 19 år gammel ved sin død.

----- o O o -----

Og nu kommer der noget meget, meget sært som vil gøre, at mange sikkert vil tænke – nu rabler det da for ham. Noget om de små og store hændelser der gør, at jeg er til og at jeg lige er mig. Det er blandt andet noget af det jeg, som amatørslægtsforsker, kommer til at tænke på, når jeg får afdækket familieforholdene i forgangne slægtled. Bær over med mig. 

Christen Nielsen, hvis liv er kort beskrevet ovenfor, var familiens førstefødte og han blev kun næsten 19 år.

·        Hvis han ikke var død i så tidlig en alder, ville det, ifølge tidens sædvane, være ham der overtog Møllegården. Måske ville det være ham der var blevet gift med Micoline fra Byrisgård, som nu ”i stedet” blev gift med familiens næstefødte dreng, min oldefar, Morten Nielsen. Og så var jeg ikke blevet til.

·        Hvis han nu havde overlevet og havde, som sædvanen byder, overtaget Møllegården, så havde min oldefar, Morten Nielsen, sandsynligvis haft en anden gård og det kunne så betyde, at Morten og hans kone Micoline ville begynde at få børn tidligere eller senere end hvad de i virkeligheden gjorde. Og så var jeg heller ikke blevet mig.

 

Ja ja! Jeg ved det er sært, og der kan findes mange flere hændelser, som disse to, i hvert eneste slægtled der er gået forud for mig (og dig), men det er nu utroligt at tænke på alle de ting der sker for at jeg lige blev mig, og hvor lidt der skal til for at dette ikke var sket.

Hvor var jeg heldig at jeg blev mig - ……….. og du blev dig.

Glædelig jul