Sider

fredag den 26. februar 2021

Ole Mouritzen 1734-1802 - Tre koner!

 

Ole Mouritzen bliver født omkring 1734 ved Tolne der ligger mellem Sindal og Frederikshavn. Da kirkebøgerne er gået tabt er nøjagtig datering ikke mulig. Hans forældre kendes heller ikke, men hans far hedder jo efter al sandsynlighed Mouritz til fornavn.

1734 er også det år hvor det lille Guldhorn bliver fundet ved Gallehus i Sønderjylland (Det store Guldhorn var fundet samme sted næsten 100 år tidligere – i 1639) og de bliver som nok bekendt stjålet og støbt om i 1802 – pudsigt nok det år hvor Ole dør.

Første gang Ole nævnes er 1. februar 1770, hvor han ca. 36 år gammel bliver trolovet og gift med den næsten jævnaldrende, Else Johannesdatter, fra Flade (Frederikshavn). Brylluppet foretages i Elling kirke lidt nord for Frederikshavn. Ægteparret slår sig ned i gården, Lille Pinkrog i Tolne, som Ole måske har overtaget efter faderen, og måske endda også er født. De får to piger og to drenge.

Else dør fra ham i 1780 og efterlader ham med tre børn (en dreng er død) under ti år.

For at klare gården og børnene er det nødvendigt for ham at have en kone til at hjælpe. Derfor gifter han sig hurtigt igen (her mangler der nogle sider i kirkebogen og præcis vielsesdato kendes derfor ikke), denne gang med Karen Christensdatter Han er nu oppe midt i 40-erne og han nye kone er lige omkring de 30 år. De får to børn, en dreng og en pige og så dør også Karen, kun 40 år gammel i november 1790. Så står han igen alene, nu med fem børn, hvor de tre ældste 14-20-årige ganske givet hjælper godt til på gården, men han skal ud og finde en ny kone.

Selv om han ikke har Tinder eller andre ægteskabsportaler på internettet, er han hurtig, for allerede tre måneder senere, bliver han 26. februar 1791 gift i Aasted kirke, med Anne Nielsdatter. Han er nu 57 år og hans nye kone er omkring 23, altså næsten jævnaldrende med hans ældste datter. Der er åbenbart liv i Gamle Ole, for i dette tredje ægteskab kommer der i løbet af de næste otte år fem nye småbørn på Stønbakke, hvor han og familien er flyttet til omkring 1796-1797.

Tre koner, der bliver yngre for hver gang han gifter sig, og elleve børn, er noget der kræver sin mand, og det bliver da også for meget for Ole, der dør, mæt af koner, i en alder af 68 år søndag 20. juni 1802. Hans søn, Jens, der bliver min tip2oldefar er kun 2 år da han mister sin far. Jeg er heldig, at Ole var så livlig til lige før sin død.

Ole får sit sidste hvilested på Tolne Kirkegård.

Anne bliver selvfølgelig gift igen snart efter.

torsdag den 25. februar 2021

Johannes Kaiser (1816-1859)

Dette er så min farfars farmors far, og nu er vi eksotisk langt nede i Tyskland, i Kurhessen, syd for Kassel, som området dengang hed.

Kirken i Lenderscheid, som også lå der i 1816,
da Johannes blev døbt.
Vejen var dog ikke asfalteret dengang.
Johannes Kaiser er født 3, juni 1916 i den hyggelige lille landsby Lenderscheid i Hessen, Tyskland.

 Da han bliver gift omkring 1839 med Anna Margretha Konstantin er det ganske givet i Oberaula, hvor Anna Margretha er født og bor og kun få km fra hans hjemby. Her ved brylluppet er parret allerede blevet forældrer til en pige, Elisabeth, som med tiden vil blive min tipoldemor.

Gennem de næste 18-19 år får de en stor børneflok med i alt fire drenge og fire piger. Tre af dem dør som ganske unge. Så ud over min tipoldemor er der Johan George, Wilhelm Ferdinand, Gertrude og Maria, alle med Kaiser-navnet, som vokser op og fører slægten videre. Det ville være spændende hvis jeg kunne komme i kontakt med nogle af deres efterkommere.

 

I foråret 1857 har deres første pige, Elisabeth, pakket sin rejsetaske og er udvandret til det nordlige Danmark, hvor hun bliver gift og får en masse efterkommere, hvoraf en del er udvandret videre til Amerika.

 

Kun et halvt år efter den sidste i børneflokken bliver født, dør Johannes, den 2. juli 1859 i Ottrau, kun 43 år gammel. Ottrau ligger også lige i nærheden af hans fødeby, så det er ikke meget af verden han har set i sit liv.

Hans kone, Anna Margretha dør kun fire år efter i foråret 1863, så der er nogle børn der skal sættes i pleje.


Det er desværre ikke så meget jeg ved om ham, og jeg vil være ekstremt glad for at få mere at vide om ham og hans familie.


Her langt nede i Tyskland blev Johannes født.

søndag den 21. februar 2021

Niels Peter Jensen (1846-1911)

I dag er det en genudsendelse som jeg har opdateret med flere oplysninger. 

Min farmors far, som fylder 175 år i dag 

Niels Peter er født i den kolde vinter 21. februar 1846 i Vester Hassing ind i en stor børneflok som nummer ni ud af ti.  Hans far Jens Poulsen er ud over gårdmand også sogneforstander, så familien er kendt af alle i den lille landsby.

Niels Peter bliver hos forældrene i hvert fald til efter 1860.

Mærkværdigvis har han (bonde som han er) været indkaldt til søværneI og som der står i kilden er han ikke søvant, så han har nok været noget søsyg og er derfor i 1869 overført til landjorden i fæstningsartilleriet og genindkaldt august-september 1871. Her i hans soldatertid er han 168 cm høj.

 I 1880 finder vi ham hos landmand David Larsen på en gård i Vejgård ved Aalborg.som tjenestekarl.

Herpå gården er også en meget ung tjenestepige, Marie Olesen fra Ørum. På trods af, at han er dobbelt så gammel som hende (17 år ældre), så får de åbenbart et godt øje til hinanden, for 2 år efter bliver de viet i Nørre Tranders Kirke. Ved vielsen bliver han nævnt som kusk.

 I foråret 1884 er han arbejdsmand og indsidder i Aalborg (sandsynligvis i Vejgaard), mens Marie bor hos hendes forældre i Hellevad og føder deres første barn. Nu hvor de er blevet en familie flytter Niels Peter også til Hellevad og ved fødslen af deres andet barn i begyndelsen af januar 1886 bor de på Katholm Mark

Allerede i 1887 flytter familien fra Hellevad til Pulshusene under Voergård, hvor han ernærer sig som daglejer og efter hele ni år får de her tre piger mere. Hans svigerfar dør i 1886 og så flytter svigermor ind og bor hos dem resten af sine dage. Hun dør i 1905, så det er næsten 20 år hun bor hos dem.

Han bliver senere fodermester

De flytter senere til Kringelhede i Albæk sogn, hvor Niels Peter kort tid efter dør 3. december i begyndelsen af vinteren 1911, som 65-årig arbejdsmand og bliver stedt til hvile på Voer Kirkegård.


Spørgsmål jeg gerne vil have hjælp til:

  • Hvor var han og hvad lavede han mellem 1860-1880?
  • Hvorfor kom han til Vejgård? Var det familie / bekendte han tjente hos?
  • Hvordan foregik vielsen? Deltog familien? Var der fest med indbudte?








torsdag den 18. februar 2021

En frygtelig historie - Oline Martine Try (1881-1923)

Denne historie, har tidligere i min del af familien, været meget tys tys

Oline i midten af 30'erne
Oline Martine Try (også kaldet Oline Martine Olsen ) er født 18. februar 1881 i Vestergaard, Try ved Dronninglund. Hendes forældre er Christen Martinus Nielsen og Mette Kirstine Olesdatter. Desværre er forældrene ikke gift, men det er sådan set ikke ualmindelig på den tid.

I kirkebogen er der ikke angivet en far, men der er ingen tvivl om, at det er Christen der har været sammen med Mette og dermed er far til Oline. Christen nægtede bestemt at være faderen. 

Inden fødslen er Christen imidlertid gået hen og blevet godt og grundig forelsket i en anden pige fra Try, nemlig Ane Cathrine Christensen.

Her efter er der i familiesnakken divergerende opfattelse af historien.

Olines dåbskyse

- En opfattelse er, at Ane Cathrines familie ikke er meget for at hun skal giftes med Christen, der, som skrædder, sandsynligvis vil have problemer med at brødføde sin familie

- En anden opfattelse er, at det er Christen’s familie der ikke mener, at Ane Cathrine vil være et passende parti for ham.

 

De to unge – altså Christen og Ane Cathrine - er dog så stærke i deres forelskelse, at de begynder, at lægge nye planer. Og med den modstand, der er fra den ene eller anden familie, eller måske begge, føler de, at det bedste vil være, at de emigrerer til USA, hvor de har hørt der er uanede muligheder. Og det gør de så en måned efter at Oline er blevet født. Ankommet til USA bliver de gift en uge efter.

Hjemme i Danmark forsøger moren, Mette, der er døv og lettere handikappet, at få myndighedernes hjælp til at få børnepenge fra Christen, men det lykkes aldrig.  På trods af flere officielle breve fra Dronninglund til Amerika, hørte de aldrig fra Christen, og fik altså heller ingen penge.

Olines tørklæde
Oline vokser altså op med en enlig mor og hendes forældre. Det tyder dog på at familien og Oline klarer sig ok. 

Men hun har åbenbart ikke lært af moderens fejltrin, for i slutningen af august 1900 føder Oline en dreng uden at være gift. Hun har dog mere styr på drengens far, ølhandler Frederik Christian Frederiksen, som hun gifter sig med et par måneder senere, 23. november 1900 i Dronninglund Kirke.

 I løbet af de næste tolv år får de yderligere fire drenge. De er nu flyttet til Brønderslev og i 1916 flytter de til Tranum i Han Herred mellem Brovst og Fjerritslev, hvor de forpagter og senere køber, Bækgården. 

Olines mor, Mette, der ikke bliver gift, dør som 68-årig i 1915.

Olines lågkiste

 

Oline bliver ikke gammel. Hun dør allerede som 42-årig i april 1923 og bliver begravet på Tranum kirkegård. Hendes mand Frederik, bliver 80 år og dør i 1953 og bliver begravet ved siden af sin kone.


Oline når ikke at se sine børnebørn, men der er en stor Frederiksen-slægt efter hende. 

Olines (Martine) gravsten på Tranum kirkegård


- - - - - o O o - - - - - 

Skulle du have flere billeder, rettelser eller flere oplysninger om Oline og hendes familie, vil jeg meget gerne høre fra dig.

mandag den 15. februar 2021

Dosena Thomina Nielsen (1905-1968)

 

I dag er det 116 år siden Dosena Thomina Nielsen blev født 15. februar 1905 i Avoca, Iowa, USA.

Og hvem er Dosena så? Dosena er såmænd min farfar, Marius’ kusine.

Hun er datter af Ane Cathrine Christensen og Christen Martinus Nielsen, der begge er født på Dronninglund-egnen og emigrerede til Amerika i 1881, hvor de blev gift en uges tid efter ankomsten og slår sig ned i Iowa.

Avoca er et lille samfund i det vestlige Iowa, nær grænsen til Nebraska med omkring 1500 indbyggere. 

Dosena bliver født ind i en kæmpe familie og som hendes navn antyder (Dosena = Dusin) er hun nummer tolv og sidst i børneflokken. Hendes far har hidtil haft en skræddervirksomhed, men har nu købt et landbrug, og det er her at lille Dosena vokser op.

Hendes skolegang foregår selvfølgelig i den lokale skole og efter fire år i gymnasiet bliver hun umiddelbart efter, i 1923, gift med Elmer James Brown fra nabosognet.

Efter brylluppet bor de en årrække til leje på en gård for 20 dollars om måneden. De er her naboer til hendes bror Harold i Knox Township uden for Avoca. De har oven i købet anskaffet en radio hvilket ikke er allemandseje på denne tid.

Få år efter flytter de til en anden gård, hvor de sidder til leje for 15 dollars om måneden i Harlan i Shelby County som gårdejere.

I 1928 kommer første barn, Phyllis og i 1931 det andet, Robert

Dosena dør som 63-årig 23. november 1968 og Elmer mindre end et år senere, men inden da har de set fem børnebørn vokse op.

torsdag den 4. februar 2021

Bryllupsdag

 I dag, 4. februar er det mine forældres 70 års bryllupsdag, eller jernbryllup, som det kaldes. Som bekendt er det desværre ca. 11 og 12 år siden de døde. 

 I foråret 1940, lige før Tyskland okkuperede Danmark og overtog Aalborg Lufthavn, flyttede min mor Katrine som 9-årig, sammen med familien fra den lille landsby, Hvorup til Lindholm lige i udkanten af Nørresundby og Aalborg.

Min far, Bent er, også under krigen, med familien flyttet fra Øster Hassing til Lindholm, først til Højvangsvej, og i 1947 til Thistedvej. Da var han 20 år.


Det er her, efter Bent havde været soldat i Værløse ved København, at de to omkring 1949 begynder at ses. De boede kun 100 meter fra hinanden. og i sommeren 1950 har de set hinanden så meget, at Katrine er blevet gravid. Det har de selvfølgelig talt en hel del om i løbet af efteråret og det ender med at de kort efter Katrines 20 års fødselsdag i midten af januar går til præsten i Lindholm og beder om at blive gift.

Brylluppet står i Lindholm Kirke søndag den 4. februar 1951, kun en måned før de bliver stolte forældre til en pragtfuld dreng. 

På dette tidspunkt arbejder Katrine som sortereske på C W Obels Tobaksfabrik i Aalborg og Bent er ansat som læderarbejder og tilskærer hos Poul Jensen & Søn Portefølgefabrik i Hasseris.

De bor til at begynde med på førstesalen hos Bents forældre Thistedvej 29 i Lindholm. Efter få år flytter de til en lille lejlighed hos Katrines forældre i Thistedvej 45 og et par år senere gør de sig helt fri af forældrene og flytter ind i Thistedvej 51, så begyndelsen af deres ægteskab foregik lige i den umiddelbare nærhed af begge par forældre. Efter fem år her har de samlet penge nok sammen til at kunne flytte i eget hus lidt længere væk, men dog stadig i Lindholm.

Desværre bliver det ikke til nogen fejring af deres bryllupsdag, her hvor Bent ville have været 94 år og Katrine 90 år.