Ane Severine Bech (1820-1847)

 I dag 29. marts 2023 er det 175 år siden min tip-tip-oldefars søster på min mors side af familietræet døde, Her er en lille minderune over hendes korte liv.

Ane Severine bliver født i Sæby mellem jul og nytår 1820 i en familie der et par år tidligere er kommet fra det sydlige Norge. Hendes fem ældre søskende, hvoraf en er død som 5-årig, er alle født i Kragerø og Langesund på Norges sydkyst.

Det er ellers ikke en god tid for Danmark og danskerne i denne tid. Få år tidligere er unionen mellem Danmark og Norge blevet opløst som følge af Kielerfreden efter at Danmark havde tabt i Napoleonskrigene og den deraf følgende statsbankerot.

Det vides ikke hvad årsagen er, men hendes far, der er skrædder, og familien drager i 1824 tilbage til Langesund i Norge, hvor de bor i et par år for så atter at vende tilbage til Danmark. Nu slår de sig ned i Sulsted. Her hjælper hun ganske givet i hjemmet og her går hun også i skole. 

Bjørnkjær hovedgård i Biersted

Efter hun er konfirmeret i Sulsted kirke i maj 1835, hvor præsten skriver, at hun er ”meget god”, både i kundskab og opførsel, skal hun væk fra hjemmet og ud at tjene. Og det kommer hun. Ved folketællingen i 1840 er hun på den tidligere kongsgård, Bjørnkjær i Biersted hos den kendte Glerup-familie. Ved næste folketælling er hun tjenestepige i Algade i Aalborg hos kæmner og opsynsmand ved Befordringsvæsnet, Frederik Wulff.

Hvad hun fejler vides ikke – er hun syg eller har hun være ude for en ulykke - men i 1847 er hun i hvert fald indlagt på Aalborg Civile Sygehus i Søndergade. Her dør hun, kun 26 år gammel i slutningen af marts.

Man kommer let til at tænke, at hvis hun ikke var død så ung, var hun, med hendes skudsmål fra præsten og de fine tjenestesteder hun har haft, måske været på vej til at bryde ud fra sin sociale baggrund.

Ane Dams Gade - Anne Pedersdatter Dam (1828-1892)

 En stille pige bliver 195 år i dag.

Anne (oftest nævnt som Ane Dam) blev født i marts 1828 i Nørresundby og hun kom til at bo ugift der hele sit liv. Hun forblev i hjemmet hos sine forældre indtil de døde. Hendes mor døde allerede da hun kun var 12 år i 1840.

I 1870, et år før hendes far døde, angives det at være i Rådstuestræde. Næste gang hun registreres er hun gårdejer i Brogade 5 nede ved havnen, hvor hun også bor ved sin død.

Hun lod mindre end en måned før sin død i 1892, oprette et legat, til ære for hendes forældre, med en formue på 3.000 kr, ”Peder Dam og hustru Rebekka Nielsdatters legat”, der kunne uddeles til ældre piger eller enker af middelstanden i Nørresundby. Endvidere skulle der årligt af renterne, anvendes 10 kr til vedligeholdelse af hendes og hendes forældres gravsteder.

I Nørresundby er Ane Dams Gade, der er en sidegade til Østergade op mod Skanseparken, opkaldt efter hende.

Hun døde af kræft i svælget et par måneder efter hendes 64 års fødselsdag i 1892. Hun er begravet på Nørresundby kirkegård, hvor hendes sten stadig er bevaret.

NB: Den meget kendte forfatter og historiker Chr. Petresch-Christensen skriver i sit store værk om Nørresundbys Historie: ”Fra mine Barneaar husker jeg saa tydeligt Frk.Dam, som hun sad ved sit Vindu og nikkede venligt til de mange forbipasserende, som hilste paa hende, og der var gammeldags hyggeligt inde i hendes pyntelige Stuer, der var præget af Smagen af Christian VIII’s Dage; hun selv svarede til Hjemmet, hyggelig og gæstfri som hun var mod store og smaa; hun havde sikkert kun Venner”

Anders Martinus Pedersen (1863-1933)

 

Et år før 2. Slesvigske Krig (den vi også kender som Krigen i 1864) brød ud bliver Anders Martinus Pedersen født torsdag 5. marts 1863 i Hvorup, som den 9’ende og sidste i Peder Christensens og Maren Mickelsdatters store familie. Reelt er familien ikke så stor, for fem af hans ældre søskende er død i en meget tidlig alder.

Martinus, som han kaldes i daglig tale, er født på Glimmengaard, som er en gård der ligger i rækken af gårde nord for kirken, det der kaldes Smalby.

Han mister sin far i vinteren 1869 da han kun er fem år gammel. Hans far blev kun 48 år.

I foråret, 1. søndag efter påske, den 8. april 1877 bliver han konfirmeret i Nørresundby kirke og præsten skriver at hans kundskaber (og det er jo hans dygtighed til at lære de religiøse skrifter udenad, der menes) er gode og at han opfører sig meget godt.

På dette tidspunkt er han selvfølgelig for længst begyndt at hjælpe sin mor med gårdens daglige opgaver, og det er mange. 

Elsmine og Martinus Pedersen

Ni år senere, 16. november 1886, da han er 23 år, bliver han gift med sin halvkusine, 20-årige Elsmine Johanne Olsen fra det nærliggende Voerbjerg. Deres morfædre er brødre. Det med det nære familieskab er ikke usædvanligt i området. Rigtig mange af familierne i Hvorup har nære familiemæssige relationer.

I løbet af de næste tyve år gør han sine forældre kunsten efter og får ni børn. Af dem er er en der dør som spæd og to dør barnløse i midten af 20’erne.

Allerede før giftermålet har han overtaget Glimmengaard og hans mor bor nu på aftægt på gården til hun dør i 1901.

Omkring århundredeskiftet bliver Martinus valgt til grandefoged i Hvorup, hvilket han er indtil 1930. Endvidere sidder han i Sundby-Hvorup sogneråd fra 1909-1913, hvilket jo tyder på at han er velanset i lokalsamfundet.

Glimmengaard er en stor gård på 90 tdr land som er spredt vidt omkring: Nørre eng ved Hvorupgård tre km fra gården, Nymarken to km borte, kæret og mosen 1-2 km og hjemmemarken lige omkring gården.

Dyreholdet er på 12-14 køer, ca 20 ungkreaturer, 6-7 heste, masser af svin og selvfølgelig høns og ænder.

Dertil kræves, ud over familien med de mange børn, et folkehold på to karle og af og til en husmand samt 2-3 tjenestepiger.

En af børnene betegner hjemmet som meget gæstfrit, og også for børnenes kammerater stod døren åben, hvilket gjorde at der var liv og lystighed i huset. Martinus og Elsmine angives at være ungdommelige og glade højt op i årene. Hvis det gik lidt for livligt til indendøre, så havde Martinus altid noget arbejde ude i det fjernest hjørne af marken der skulle klares. Så blev der ro i huset.

Det er altså en veldrevet gård, som Martinus og Elsmine kan overlade til næste generation. Traditionen med at leve på aftægt hos næste generation på gården findes ikke mere, så Martinus og Elsmine flytter ind i et hus på Bertel Holts Vej i  Lindholm. Her dør Martinus af nyrebetændelse 26, oktober 1933 i en alder af 70 år. Han bliver stedt til hvile på Hvorup kirkegård.

Hans kone overlever ham med 25 år og dør på Aalborg Plejehjem i Aalborg Vestby i 1958.