Sider

onsdag den 30. april 2014

Anders Laurentius Bech (1836-1913)

Denne uge har jeg fundet en af mine tipoldefædre frem. Min mormors morfar.

Anders blev født i Sulsted i 1836 som "anden generations indvandrerbarn" fra Norge. Det var dog kun hans far der kom fra Kragerø lige på den anden side af Skagerrak.
Ved fødslen var han noget svagelig, der var tvivl om han overhovedet ville overleve, så derfor blev han døbt i hjemmet få dage efter. Dåben blev så forkyndt i kirken i julen 1836, tre måneder efter fødslen, da det viste sig at han ville overleve.

Han kom ikke langt omkring i sit liv, så ved sin konfirmation boede han stadig i Sulsted.

Han havde dog allerede før sin konfirmation været ude at tjene på en anden gård. Ganske vist ikke så langt borte, for det var hos Christen Grau på en af nabogårdene i Sulsted by.  Denne familie var flyttet til Sulsted fra Slesvig, som jo på denne tid stadig var dansk område.

Efter sit bryllup, som næsten 30-årig, med den lokale pige Jacoby, flyttede han og Jacoby ind hos hendes forældre på Nørheden ved Tylstrup, hvor han boede resten af sit liv.
Efter nogle år gik hans svigerforældre på aftægt. De blev selvfølgelig boende på gården og blev plejet og forsørget af Anders. De to generationer boede sammen i omkring 30 år og efter svigerforældrene døde, tog han en arbejdskarl ind til at hjælpe med bedriften.
Få år senere da deres eneste datter, Katrine, var blevet gift flyttede hun og hendes mand ind og overtog gården.

På et tidspunkt er han nævnt som snedker og tømrer, men ellers er det som husmand han forsørger sig og familien.
Allerede 3 år før deres bryllup, blev Anders og Jacoby forældre til en dreng. Det var jo ikke usædvanligt, at der blev født børn før ægteskabet, men hvordan så naboerne og det øvrige lokalsamfund på de to unge der havde været ”lidt for hurtige” på aftrækkeren?
Da Anders døde i sit hjem, som 76-årig i vinteren januar 1913, havde han oplevet den lykke, at se 3 børnebørn i sit hjem.


Hjælp ønskes til følgende spørgsmål:
  • Hvor opholdt han sig mellem sin konfirmation i 1851 og sit bryllup i 1865? Var han soldat?
  • Hvordan var familien i Sulsted påvirket af krigen i 1864?




tirsdag den 15. april 2014

Jacob Christian Pedersen (1867-1945)

I denne uge har jeg min oldefar (farfars far) på programmet.
Jacob Christian Pedersen
Jacob Christian (JC) blev født i det tidlige forår 1867 i Klarup Huse under Klarupgård, I Klarup sogn 10 km øst for Aalborg. Han blev hjemmedøbt 17. maj, så det har, her 2 måneder efter fødslen, sandsynligvis ikke været på grund af sygdom. Dåben blev offentliggjort i Klarup Kirke i oktober samme år. Han var nummer 4 i børneflokken og hans far var arbejdsmand på Klarupgård. Hans mor Elisabeth, var 10 år tidligere indvandret fra Ottrau, Kurhessen langt nede i Tyskland.
JC kom tidligt til at flytte en del rundt, idet hans forældre allerede om efteråret flyttede til Restrup, vest for Aalborg, hvor hans far blev møllerkarl. 1½ år senere i foråret 1869 flyttede de til Bolleskov ved Dronninglund. Men det var ikke meget JC kom til at kende sin far, der som kun 37-årig, døde ved et ulykkestilfælde mellem jul og nytår i 1870, da JC kun var 3 år gammel.
Efter 7 år fik han en stedfar, da hans mor giftede sig med Ole Kristian Kristensen, som også boede i Bolleskov..
Som 12-årig  i 1880 boede han stadig i Bolleskov hos sin mor og stedfar, mens han 10 år senere  var Daglejer i Søraa nord for Asaa. Dette job må han have sluttet kort tid efter, for ved sit bryllup i november 1891, i Dronninglund Kirke, er han angivet som tjenestekarl i Sønder Tranders sogn, lige øst for Aalborg.
Han blev viet til Ane Mathilde Jensen fra Ørsø
De bliver herefter boende i omegnen af Dronninglund, hvor de får deres mange børn, her iblandt min farfar, indtil JC, nogle måneder efter krigen, indlagt på Amtssygehuset i Dronninglund, dør i november 1945, hvor de ellers boede på Dronninglund Alderdomshjem. Han blev 78 år.

Spørgsmål jeg gerne vil have hjælp til:
  • Hvordan var hans forhold til sin stedfar?
  • Hos hvem var han daglejer i Søraa ved Asaa?
  • Hvem tjente han ved i Sønder Tranders?
  • Hvor dan var han som person?
  • Hvad fejlede han da han blev indlagt kort før sin død?

Jacob's familie

tirsdag den 8. april 2014

Peder Nielsen (1878-1957)

I denne uge er det min morfar jeg har fundet frem. Han døde da jeg var 6 år, men jeg har dog en go' erindring om ham.

Peder Nielsen ca 18 år 
Da Peder blev født i efteråret 1878 var han åbenbart lidt svag eftersom han blev hjemmedøbt af lærer Hauge Pedersen, under overværelse af forældrene og sin farmor.
Som dreng hjalp Peder med arbejdet på møllen og som ung mand angives han som møllersvend hos sin far. Det bliver så ham der overtager møllen og hjemmet efter forældrene. Hans storbror Niels, der som førstefødt i følge sædvane, skulle overtage hjemmet, var nemlig kommet på seminarium og blev skolelærer i Vejle.

Som et lille kuriosum: I april 1899 var det Peder, der kørte sine 2 brødre Marinus Christian og Marius til banegården i Aalborg da de påbegyndte deres emigration til USA.

Hvad der er skyld i at han ikke bliver gift i den ”normale” giftefærdige alder vides ikke, men i en meget moden alder af 50 år bliver han gift med den halvt så gamle Agnes fra Tylstrup Nørrehede. Hvordan de mødte hinanden vides ikke, men de havde da fået tvillinger en måned før vielsen. Den ene pige var dog død ved fødslen. Senere fik de yderligere 5 børn hvor af en mere døde umiddelbart efter fødslen og en pige døde som 5-årig.

Måske var årsagen til det sene ægteskab, at han hele sit liv havde boet med sine forældre på Hvorup Møllegård. Hans mor var nu lige død og faderen havde nået en alder (80 år) hvor han ikke længere kunne klare gårdens drift og det var ved at være på tide, at Peder overtog ansvaret, og derfor behøvede en hustru.

Det sidste barn, en dreng, fik de, efter de, umiddelbart før 2. Verdenskrigs udbrud, var flyttet fra Hvorup til Lindholm (Peder var på dette tidspunkt 63 år). Her havde Peder fået arbejde på DAC. Der var åbenbart optimisme for Peder havde, for næsten udelukkende lånte penge, købt et hus i to etager på Thistedvej 45, næsten lige over for DAC. Her havde de selv overetagen, mens stueetagen var udlejet.
Peder forblev på DAC indtil han blev pensioneret lige efter krigen

Han døde fredeligt i sit hjem i 1957 som 79-årig og blev begravet i familiegravstedet i sin fødeby Hvorup.

Spørgsmål jeg meget gerne vil have hjælp til:
  • Hvorfor trak det så længe ud for ham at blive gift?
  • Hvorfor flyttede Peder med familien ind til Lindholm? Var landbruget ikke rentabel?
  • Havde Peder ikke lyst til at emigrere ligesom sine to brødre?
  • Hvor, hvornår og hvordan mødte han Agnes fra Tylstrup, som han blev gift med?
  • Hvordan havde Peder det med skolen?
  • Hvordan var familiens live under krigen?



lørdag den 5. april 2014

Elisabeth Kaiser (1838-1912) - Giv aldrig op

JABADABADOOOO!
I henved 20 år har jeg søgt efter flere oplysninger om min tipoldemor på min fars side, Elisabeth Kaiser. Hun kom til Danmark fra Tyskland i midten af 1800-tallet og jeg har ikke selv været i stand til at  finde oplysninger om hende. Derfor har jeg hver gang jeg fandt et passende slægtsforskningsforum lagt en efterlysning ud  .......og det er efterhånden blevet til en hel del efterlysninger.
OG NU SKETE DET. Jeg har fået et svar med flere gode oplysninger om hendes forældre og bedsteforældre, fra en herre i Tyskland. 
Jeg er nu ved at etablere kontakt med ham, for - forhåbentlig - at få flere oplysninger om den del af familien. Det glæder jeg mig rigtig meget til.
Mere om det senere.

Det var her jeg gik i stå med Elisabeth Kaiser

Der er stadig meget jeg gerne vil have hjælp til med denne del af familien:

  • Hvem er efterkommerne efter hendes søskende op til nutiden?
  • Jeg mangler anerne til hendes mor?
  • Er der andre af Elisabeths tyske familie der emigrerede fra Hessen området?
  • Vil meget gerne i kontakt med nulevende efterkommere af familien?
  • Hvordan var livet og livsbetingelserne i Ottrau området?


Hun kom herfra:

onsdag den 2. april 2014

Ole Kristian Kristiansen (1878-ca1910)

I denne uge skal vi lidt længere ud i familien, til min oldefars (farfars far) halvbror, Ole Kristian Kristiansen. Det er nemlig lige nøjagtig 111 år siden han og familien steg i land i New York USA. En anden grund er, at jeg mangler oplysninger om ham i USA, såeh..... hvis der er nogen der skulle kende til ham, så bare kontakt mig.

Efter Elisabeth Kaiser havde været enke i 7 år blev hun viet til Ole Christian Christiansen, med det resultat, at hun fik sønnen Ole i 1878, på Mørkholt Lod, Bolleskov syd for Dronninglund. Der var gang i den dreng.  Som teenager var han tjenestekarl i Gettrup i Ulsted, og her mødte han den unge Marie Nielsine Nielsen og der gik ikke lang tid, så blev de gift i julemåneden 1899, Mon der var lige så meget snak om det forestående århundredeskifte  dengang, som det var ved årtusindskiftet?

De nygifte lod sig i hvert fald ikke mærke med det, og et års tid efter vielsen blev de forældre til en pige, Johanne Elise. Men det var ikke nok. Der skulle ske noget mere. De ville emigrere, så i foråret 1903 rejste de, sandsynligvis med tog, til København, hvor den lille familie steg ombord på dampskibet ”Island” fra Skandinavien Amerika Linien, der afsejler 12. marts. Efter næsten 3 uger har damperen krydset Atlanten og 1. april bliver de registreret på Ellis Island, og går i land i New York, helt overvældet af denne enorme by. 
Men her taber jeg desværre også sporet efter dem, men efter som de har billetter til Russel, Lake Co, Illinois, hvor Ole havde en svoger, James Frederiksen, må vi gå ud fra, at de er nået der til kort tid senere.

Hvad der senere hændte dem, står stadig hen i det uvisse, men familiehistorien siger, at i hvert fald Ole døde efter få år i USA.

Spørgsmål jeg gerne vil have hjælp til:
  • Hvor slog familien sig rent faktisk ned i USA og flyttede de rundt senere hen?
  • Hvad beskæftigede han sig med i USA?
  • Hvor og hvornår døde Ole (og Marie)?
  • Hvad blev der af deres datter Johanne Elise? Hvem blev hun eventuelt gift med?
  • Fik de flere børn i USA? 
  • Findes der billeder af Ole og familien?
  • Var der kontakt til familien i Danmark?

Se mere til hans familie her