Sider

tirsdag den 4. marts 2014

Bodil Marie Pedersdatter (1790-1844) Egholm Skole

I denne uge handler det om min tip2oldefars søster på min mors side af familien. Hun blev født i disse dage for 224 år siden og har efterladt sig et minde som stadig kan ses og som bruges flittigt i dag.

Bodil blev født på en gård i Hvorup ved Nørresundby i slutningen af februar eller begyndelsen af marts 1790 midt i en børneflok på 7 børn. Bodil fik et svært liv, som hun ikke havde mulighed for, på nogen måde at styre selv. På trods af svære betingelser har hun alligevel formået at klare sig pænt og markere sig i hendes tid og i eftertiden. Ikke prangende, men man har sikkert lagt mærke til hende. Om ikke før, så i hvert fald da hun døde.

Hendes mor døde lige før hendes 10 års fødselsdag. Hendes far, der var kusk hos krigsråd Glerup på gården Rødslet, giftede sig snart igen, men hun er jo nok alligevel kommet ud at tjene i en tidlig alder. Hvis ikke, så er hun i hvert fald kommet det da også hendes far døde lige før hendes 19 års fødselsdag. Nu skulle hun jo klare sig selv.
Det næste jeg ved om hende, er at hun i 1834, som ugift 44-årig er tjenestepige hos mølleren, Søren Pedersen, på Egholm. Muligvis har hun boet her lige siden hendes far døde.

I 1842 opretter hun testamente, som i afskriften fra Kr Værnfelt i Egholmbogen 1935 s128-129, lyder:

En ældre Pige, Bodil, som havde opholdt sig meget paa Egholm, som ikke har været gift, ei heller har Livsarvinger, har paa Grund af, at Øen Egholms Fattigforstanderskab har lovet at forskaffe mig Huus Ophold og Pleie, saa længe jeg lever, samt efter min Død besørge min anstændige Begravelse - besluttet og fastsat, som min sidste Vilie, at Fattigkassen paa berørte Egholm skal, efter min Død være Eier af alt, hvad jeg maatte efterlade mig - intet undtaget.
Denn min sidste Villie underskrevet af mig med Formynder i Notarius Publicus' Nærværelse.
At Værdien af mine Eiendele ikke for Tiden overskrider 150 Rigsbankdaler forsikres paa god Tro og Love

p.t. Aalborg, d 9 December 1842.
 
Som Formynder                             Bodil Marie Pedersdatter
Niels Jensen Smed                                  m.f.P.

Hvordan hendes relation til Egholms Fattigforstanderskab har været, står ikke helt klart, men 150 Rigsdaler har været en betydelig sum for en tjenestepige.

Egholm gamle skole som den ser ud i dag. Den er naturligvis vedligeholdt og moderniseret og bruges i dag til kolonier, lejrskole, udflugtsmål, weekendophold og privatfester
Men dette testamente (aftale) var i hvert fald en god forretning for Egholm, for Bodil døde på Egholm allerede 2 år efter, i december 1844. Hendes Penge - nu øget til 168 Rigsdaler – blev i 1850 anvendt til den ny Skole, som kom til at koste 342 Rigsdaler ialt. Per Smed, som var Skolepatron, forstrakte under Opførelsen Forstanderskabet med et større Pengebeløb.

Dette viser jo også noget om værdien af, det der forekommer os i 2014, at være et beskedent beløb. Men arven efter hende kunne betale næsten halvdelen af en skolebygning. Ikke dårligt af en pige fra Hvorup.


Billedet viser Egholm gamle skole som den ser ud i dag. Den er naturligvis vedligeholdt og moderniseret og bruges i dag til kolonier, lejrskole, udflugtsmål, weekendophold og privatfester


/    

Ingen kommentarer:

Send en kommentar